Aarup BK i Fynsserien

Aarup BK’s førstehold er nu rykket op i Fynsserien, også kaldet Albaniserien.
Det blev en kendsgerning i næstsidste spillerunde efter 2 – 2 hjemme mod KRFK.

Aarup dominerede klart i starten og kom foran efter 20 minutter, da Simon West scorede efter en ripost. Holdet kunne have scoret flere mål og dominerede kampen klart, men enten blev der skudt for svagt, og ellers reddede kampens klart bedste spiller – udeholdets målmand – alle forsøg.
Og pludselig var udeholdet med, da en af deres spillere frit kunne spadsere fra hjørneflaget og ind mod mål, hvorefter han let kunne score til 1 – 1.

2. halvleg
Efter pausen faldt hjemmeholdets spil i kvalitet, boldsikkerheden dalede, og pludselig scorede en Aarup-spiller i eget net, da han helt upresset ville lægge bolden tilbage til målmanden. KRFK førte 2 – 1, efter at have været presset og efter at have produceret én sølle målchance på 65 minutter. Stor gæstfrihed hos hjemmeholdet.
I resten af halvlegen havde Aarup flere målchancer trods dalende spilkvalitet, og efterhånden lignede det en fiasko, men to minutter før slutfløjtet ville nr. 8 Jack Nielsen det anderledes, idet han scorede til 2 – 2 med et hårdt skud.

Lørdagens tilskuertal ca. 100.

Kommende kampe:
Sidste kamp i serie 1 er ude mod Søndersø den 21./6. kl. 18.15, men kampen er uden betydning for oprykningen – den er sikker.

Næste hjemmekamp er en pokalkamp mod SFB-Oure tirsdag den 18./6. kl. 18.15. Her er Aarup BK næppe forhåndsfavorit, idet tirsdagens udehold ligger til oprykning til 2. division. Men hvem ved – bolden er jo rund.

H.W./Aarup.dk

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på eller indtaste den på nyhed

Bogmærk Permalink.